|
Takketal
God dag de herrer og damer
godt De nåede frem til tiden
Jeg har lovet bestyrelsen at sige et par ord
over vor kære bortgangne revisor
Knudsen
med den altid logrende hale
Det bliver ganske kort
for der har aldrig været indtægter eller udgifter i vor forening
og fremmødet til denne mindeaften
tyder på at den halve kande lunkne the
skullu kunne række til alle
Men nu til sagen
Knudsen havde sine fejl
det ved vi alle
men så slem som sit ry var han dog ikke
blot vil jeg ikke kunne glemme
at han stjal et 25øres frimærke
på kontoret
og aldrig indrømmede det
på trods af at vor dejlige sekretær med lyseblå øjne selv så det
Denne forsmædelige handling
skamløs og helt uden formål
da Knudsen hverken kunne læse eller skrive
vil blive indprentet på det stykke blik
jeg i morgen hænger op over foreningens hovedindgang
Derudover skal jeg blot bede forsamlingen udråbe
et kvartfoldigt hurra for vor afdøde Knudsen.
Han længe leve. Hurr.
|