Velkommen til The new World.. En manisk psykose. og begrebet Tid

Velkommen til The new World.

Det er dagen, 8 tirsdag den 2. december 2000

Det er dagen, 8 tirsdag den 2. december 2000, hvor alting er nyt, de seneste års bryderier om hvad meningen med livet og døden er er afsluttet. Jeg har været meget optaget af forholdet mellem livet og kristendommen og om forholdet mellem livet og buddhismen.
Det er morgen. Det blæser og træernes kroner i haven danser. Jeg hører en kedel fløjte i køkkenet. Går ud på badeværelset og tager et bad. Klæder mig på og går ud i køkkenet. Clair har lavet et simpelt morgenmåltid. Dækket op til to. Vi hilser hinanden god morgen og spiser. Snakker lidt og jeg takker for morgenmaden. Herefter går jeg ind til mig selv og tager en jakke på.

Det fortryder jeg dog for jeg vil lige tjekke nyhederne på den computer, en MacBook Pro som jeg jo havde opdaget var i mit nye hjem.. Så jeg ser på DR Update nogle sædvanlige trakaserier og uheld og forbrydelser. Og vejrudsigten lyder på snestorm og elbilerne rådes til at holde sig fra udkørsel.
Men jeg ser også i nyhederne at der er fundet en ny exoplanet i et solsystem 40 lysår fra jorden. Jeg bliver nysgerrig efter at se hvad en exoplanet er og slår op i Wikipedia og læser i Scientific American at den nye jordlignende planet hedder GJ 1214 b. Surfer et par timer og forstår ikke så meget af det men jeg husker dog at jeg for over 25 år siden så et lysende flyvende objekt, som jeg med kikkert så bevæge sig langsomt om bag det lejlighedskompleks jeg dengang boede i. Så jeg anser for for meget sandsynligt at der ude i fremmede galakser, findes solsystemer med planeter med intelligent liv.

Jeg har sovet hele natten, dopet af antipsykotisk medicin og har også sovet det meste af dagen, i en tilstand af uvirksomhed og ugidelighed. Jeg drømte i dag at jeg var på en stor skole, hvor jeg kom til et stort lagerrum med store paller og reoler med blankt ternet papir. Jeg fik i dette rum, hvor der var en fin orden, et stykke papir i hånden, og det jeg nu sætter mig for, er at skrive. Jeg har jo skrevet mage digte og prædikener, men det der nu skal være projektet er at skrive det ned som ganske automatisk kommer til mig alt imens jeg skriver. Når jeg arbejder med ordene vil der komme associationer og der vil måske somme tider komme en lavine eller kaskade af ord uden mening eller sammenhæng.

Der er nok af emner at tage fat på og det er en slags terapi blot at lade ordene komme som det nu behager dem.

Hvor længe jeg vil skrive på dette projekt ved jeg ikke. Ej heller om det bliver korte eller lange stykker. Nogle dage vil jeg måske skrive meget andre dage lidt eller slet intet. Men jeg holder af at skrive. Det er altid spændende at se hvad der dukker op fra undergrunden. Der er papir nok på lageret og det koster ikke noget ud over den udgift jeg allerede har ved at have en hjemmeside.

Det vil ikke være episk litteratur. Det vil ikke være digte. Dem udgiver jeg et andet sted på siden. Det vil heller ikke være prædikener som jo også er andet steds på min webside.

Den fremgangsmåde jeg her har skitseret er mig meget bekendt. Den har jeg anvendt ved skrivning af digtene og i høj grad ved skrivning af prædikenerne. Jeg går således i gang og ingen ved hvor det fører hen eller hvilke emner der vil blive behandlet.

Stk.1
Det der har fyldt rigtig meget på en forstyrrende måde i de sidste 25 år af mit liv har været at finde og afprøve et livsgrundlag. At finde og afprøve et urokkeligt fundament for min tilværelse.

Jeg blev i 1975 ved eksamenslæsningen på lærerseminariet Th. Langs Seminarium i Silkeborg meget optaget af Det Nye Testamente. Jeg havde som lærer Herluf Eriksen, der senere blev biskop, og hans historisk kritiske holdning til Det nye Testamente var spændende. At se de synoptiske evangelier som skrevet til, for Lukas vedkommende, hedningekristne, for Matthæus vedkommende, jøder, for Johannes vedkommende for grækere og hvem det var for Markus vedkommende husker jeg ikke, men Markus antoges at være kildeskriftet for de andre synoptiske evangelier. At følge Paulus på hans rejser var spændende, og det var meget opbyggeligt at læse hans breve, hvoraf jeg finder Galaterbrevet værende noget af det væsentligste der er skrevet set med mine øjne. Her kommer retfærdighedslæren rigtig til orde. At det ikke er gennem lovbefalede gerninger at vi frelses, med ved gennem tro på at Jesus har betalt for vore misgerninger her i livet mod andre medmennesker ved de begivenheder der foregik i påsken omkring år 30.

Min barnetro havde jeg mistet i tiden omkring puberteten, hvor det var den gruppe jeg tilhørte i skolen og FDF, der var forankringen for mit liv.

Jeg havde i 7. klasse været udsat for gentagne mobninger, jeg var den dygtigste i klassen og var en stor irritation for de andre i klassen. Problemer med min fars sygdom førte mig væk fra kristendommen og Gud. Han hørte jo ikke mine bønner. Jeg forkastede min barnetro. Jesus hørte vi om i 7. klasse og jeg husker at denne figur var en mærkelig person, som ikke sagde mig noget. Troen på syndernes forladelse var jo ikke aktuel, da jeg ikke mente at jeg gjorde mig skyldig i nogen overtrædelser af budene.

Men jeg beholdt min tro på de ti bud. Så meget at jeg valgte at blive militærnægter af samvittighedsgrunde. De skrappe etiske normer som mine forældre havde gjorde, idet jeg selv godtog en streng holdning til mine gerninger, at jeg var en rigtig flink og artig dreng igennem det meste af mine første 25 år.

Men ved at stifte bekendtskab med tilgivelsen eller nåden blev jeg rigtig meget interesseret i kristendommen. Og da jeg i 1977 læste til eksamen i matematik, og blev meget fortrolig med den beskrivelsesmetode, som bl. a. Euklid er kendt for i sine Elementer og som også kaldes den axiommatiske metode præsenterede jeg en axiomatisk beskrivelse af kristendommen ved eksamen i matematik, og den grundsætning, forudsætning eller axiom jeg gik ud fra var:

"Et menneske der lever erkender at livet er sandhed".

Mit kærlighedsliv var meget indskrænket i seminarietiden . Et par eventyr var der dog. men jeg havde mødt en pige som jeg af visse grunde ikke kunne få, og hun var så højt hævet over de andre piger jeg kom til at kende siden hen at hun kun er overgået af min Sanda i Rumænien, som jeg lærte at kende over Internettet omkring nytår i 2000. Derfor var mit grundlag for mit liv ikke kærlighed. Jeg var blevet afvist for tit hvad angår kærlighedslivet. Så meget at jeg havde opgivet kærligheden. Mit liv havde ganske simpelthen været uudholdeligt.
Men at have selve helheden af alt liv som grundlag, det var noget jeg kunne bruge.

Jeg havde en godt job som korsanger i Alderslyst kirke og en af præsterne, pastor emeritus Grøn fra Funder, gav mig meget. Han sagde fra prædikestolen at Gud er livet, simpelthen. Men livet er jo en foranderlig størrelse så jeg måtte finde noget der var konstant og stabilt. Således var det en total forandring i mit liv at møde Sanda. Vi hader begge regler. Sanda var opvokset af den regelstyrede kommunisme i Rumænien og hun er en livlig og meget levende pige. Hendes vedholdende kærlighed til mig har været stabil trods mine stemningssvingner. Jeg betragtede hende som den der var mit livs midtpunkt. Men vi har kun engelsk at kommunikere på, og da jeg ikke har et særlig stort kendskab til engelsk, så har det sprogproblem været en svær forhindring at takle.

Mit møde med Sanda giver mig i dette sekund så stor fylde og glæde at min taknemmelig over at have hende i mit sind må siges at være den fuldkomne kærlighed. Hun er så stabil som kun det helt velintegrerede menneske kan være det. Ikke noget med neuroser og vaklen i sindelag. Hun har set at kommunismen er en stor løgn, og også at den ubønhørlige kapitalisme er den stærkes ret. Hun og jeg mødes i centrum.

Den største ting der er hændt for mig er dog at jeg har fået en datter med min nu tidligere hustru. Og mit forhold til moderen er trods det at vi er skilt så godt som det overhovedet kan tænkes. Vores forskellighed gjorde dog at vor samliv måtte ophøre. Dette har fyldt mig med så svære samvittighedskvaler, at jeg i lange gentagne perioder har været paranoid psykotisk.

Også dette at jeg måtte opgive et landinspektørstudie, som jeg prøvede at gennemføre trods det at jeg endnu inden jeg påbegyndte studiet mistede interessen ved at have et job som målemedhjælper hos en landinspektør i 1968, gav mig store problemer med min samvittighed. Hele min barndom var jeg så bekendt med min fars manglende evne til at gøre noget færdigt, at jeg virkelig følte mig selv som en fiasko. Jeg forsøgte at tage en datalogisk bifagseksamen som et led i min praktiske del af landinspektørstudiet, men mine matematiske evner slog ikke til, da jeg prøvede at lave et program til aerotriangulation i samarbejde med en landinspektør hos firmaet Landinspektøernes Luftfoto Opmåling.

Jeg fik store koncentrationsvanskeligheder, som jeg har haft lige siden 1972. Men ved at arbejde på en elektronikfabrik et halvt år og en børnehave også et halvt år, genvandt jeg min koncentrationsevne og mod på livet. I børnehaven mødte jeg kærligheden idet en af pædagogerne og jeg havde det så fint sammen at det kun overgås af Sanda og min datter.
Men også min kusine Birgit og min søster har været stabile overfor mig. De har holdt kontakten ved lige også når jeg har vendt livet ryggen.

Jeg har også haft meget stabile venner. Arne, der stadig arbejder som landinspektør, og min psykologilærer fra seminariet Gunnar, har været uvurderlige støtter.

I min tid som lærer i Randers havde jeg min læge som psykoterapeut, og hans støtte gjorde det muligt at fastholde mit arbejde som lærer trods langvarige depressioner og manier. Jeg søgte arbejde på Randers Enkeltfagsskole som en nødløsning. Mit mål med at være lærer var at have med børn at gøre i kreative fag og biologi. Men terapien mislykkedes. I terapien behandlede jeg min barndoms traumer og vanskeligheder med mine forældre og andre.

Jeg blev indlagt med en psykose i 1978. Jeg havde forladt et kollektiv, hvor uoverensstemmelserne blev for store. Fandt et værelse og udviklede et alkoholmisbrug. Kom ind i et andet kollektiv og blev manisk Mit livsgrundlag var nåden uden gudsfrygt. Og mine samvitighedskvaler over at flygte fra livet gennem alkohol var til talrige nedture.

Jeg fulgte et halvt år en forelæsningsrække på universitetet i Århus. Blev optaget af Kierkegaard og Heidegger. Forsøgte at skrive en opgave om Heidegger, men kunne ikke få den færdig. Jeg kunne ikke forholde mig kritisk til hans filosofi. Hans ide om at erkendelsen af livets endelighed, altså døden, var grundlaget for menneskets erkendelse, godtog jeg ikke, men var ikke selv bevidst om det.

Under min første psykose oplevede jeg en kamp mellem buddhismen og kristendommen visuelt. Det der udspandt sig i min fantasi var et kapløb om hvem der kom først i et eller andet kapløb. Kristendommen eller buddhismen.

Mit livssyn der således siden 1978 har været til afprøvning er sætningen. "Livet er sandt og godt". Det er den korte form for mit livssyn
Kærligheden til andre mennesker er dog det der har holdt mig oppe. Så jeg holder mig stadig i kontakt med de mennesker der holder af mig. Og udsigten til at mødes med Sanda i april til næste år giver mig stor forhåndsglæde. Jeg lovede hende i dag også at ringe i morgen. Og jeg har bestemt mig for at ringe til hende hver dag i tiden fremover.

Jeg har i øjeblikket fået kontakt med min egen læge, således at vi igen skal ses om 5 uger. Det er et fikspunkt jeg også kan holde mig til.

Jeg ser regelmæssigt min datter, og uden hende havde jeg sikkert ikke holdt ud. I dybe depressioner har jeg altid vidst at jeg elsker hende og at hun elsker mig.

Og jeg nærer stor platonisk kærlighed til en veninde, Maria, som er fra Polen, men taler et meget godt dansk. Vi ses jævnligt og skal holde jul og nytår sammen. Hendes trofasthed er enorm og hendes store interesse for de ting jeg laver gør at jeg altid har en opvakt medspiller. Hun betyder meget for mig.

Der er andre som betyder meget for mig og som har gjort det i alle årene. Min broder og jeg bor langt fra hinanden, men jeg har fået stor støtte fra ham. I den tid jeg boede i København var han der altid som den væsentligste person i mit liv. Det er ikke så tit at vi taler sammen nu og det er begrænset hvor meget jeg ser til ham.

Også Klaus fra København er en stabil og optimistisk ven, som jeg har et varmt og kærligt forhold til. I mange perioder i mit liv har han været der som et meget varm og intelligent menneske. Under psykoser har jeg kunnet fastholde tilknytningen til virkeligheden gennem Klaus. Det er Klaus der støtter mig med gode fælles interesser.

Det ses altså at det stærke sociale netværk jeg har er fundamentet helt konkret. Det er de konkrete mennesker som jeg kan tale med der er forudsætningen for at jeg kan sige: Livet er godt og sandt.

I de sidste fem seks år har jeg været meget optaget af om Gud eksisterer eller ej. Jeg har prøvet på at fastholde tanken om at Gud eksisterer, men min tro på Guds eksistens er vaklende. Jeg må dog sige at jeg undertiden føler at Livet er så forunderligt at der må være en levende Gud til. Men min tro på at Gud er til er ikke stabil. Når jeg er nedtrykt har han forladt mig. I lykkelige stunder er han nærværende. Det er ikke altid jeg tror at Gud er til. Men at der er mennesker der nærer stor kærlighed til mig er jeg ikke i tvivl om. Og at livet er en stor og forunderlig sag bestyrkes jeg i daglig.

Buddhismen siger som udgangspunkt at livet er lidelse og at det drejer sig om gennem at bryde tilknytninger til liv for således at komme i en nirvanatilstand. Det drejer sig om for buddhisten at komme til tomhed. For den kristne drejer det sig om at leve livet med respekt for andre mennesker. Kristendommen har dog ikke som indhold at vi skal skærme den levende natur. For kristendommen drejer det sig om at herske over alt andet liv. Og det er så det vi gør i vores brutale omgang med alt andet liv end menneskeliv.

Det jeg startede med i mine tanker i dette tekststykke var livssætningen: "Livet er godt og sand" udgangspunktet. Men jeg er gennem mine hjernevindingers aktivitet her de sidste to timer ført derhen at det er de mennesker der holder af mig der er mit livs grundlag. Et liv i isolation er ikke noget liv. Et liv uden kærlighed er ikke noget liv.

Det er således ikke den spekulative sætning "Livet er godt og sandt" der er fundamentet i mit liv. Der er ikke nogen grundsætning der på tilfredsstillende måde giver et konkret livsgrundlag. Og religiøse og filosofiske spekulationer, står sig ikke i sammenligning med det konkrete forhold til andre mennesker
.

Stk. 2 Onsdag den 3. december 2003
Nu har jeg gjort lidt rede for mit livs holdepunkter. Det er som skrevet i stk.1 ikke en sproglig formulering, men de kærlige mennesker, som jeg holder af og som holder af mig, der er forudsætning for at jeg kan sige at Livet er godt og sandt.

Så er det på tide at skifte retning. Og retningen skal ikke være bagud, men fremadrettet. Men jeg er her stødt ind på et problem.. For det eneste jeg virkelig ved noget om, og som fylder min opmærksomhed, er fortiden og nuet. Hvis jeg skal skrive noget om fremtiden må det være forestående begivenheder. Det jeg sætter mig for.

Julen og nytåret som står for døren. Ligeledes at min niece skal have et barn omkring den 15 dec. Hun og hendes søster var de to der gav mit liv indhold i mange år. Til dem havde jeg kærlighed. Også min broders børn gav mit liv indhold den tid jeg boede i København. Og da jeg boede i København og arbejdede i en børnehave var min kærlighed til børnene og de andre medarbejdere meget stor. En anden begivenhed der ligger forude er det besøg jeg skal aflægge i Rumænien til påske. Det er min Sanda jeg skal besøge.

Jeg ser med spænding frem til at være sammen med Sanda igen. Jeg vil være dernede i ca. en måned tror jeg. Og så må jeg jo forberede mig på at der er tid der skal gå med noget andet end kærlighed og kildevand. Men de to ting vil nu få en stor plads om fire måneder. Jeg ved af erfaring at jeg vil få problemer med at finde de rette ord på engelsk. Men jeg har dog lidt tid til at forøge mine engelske kundskaber.

Mit forehavende er således at forøge mine muligheder for at kunne udtrykke mine tanker og følelser på engelsk. Også almindelig dagligdags ting som er i et køkken og i en stue og rundt omkring lige der hvor skal være behøver jeg et forøget ordforråd. Så det projekt jeg er i gang med her må eventuelt erstattes med at jeg skriver noget på engelsk. Og læser noget på engelsk. Der er jo engelsktekster nok på nettet. Og måske kan jeg finde en gratis side på nettet hvor der er e-learning på engelsk. Det vil jeg så bruge min tid på nu og så fortsætte dette stykke om en time eller sådan. Mine forberedelser til julen vil være lidt bagværk og en rullesylte. Og indkøb af julegaver. Her kan jeg dog begrænse mig til at lave nogle fotoprints. De kan hænges op eller lægges i en skuffe.

Jeg tror jeg vil finde nogle sider om Rumænien på nettet. Læse siderne og prøve at huske noget af indholdet. Læse om geologien og naturen og kulturen og politikken. Der er muligheder nok.

Ja, kære læser, der er muligheder nok. Og det der er skrevet som start på denne bog er sat med Times New Roman . Som du kan se har jeg nu valgt skrifttypen Apple Changery. Den brugte jeg en gang for måske otte år siden. Jeg husker ikke datoer og årstal så godt. Jeg håber at du, hin enkelte læser kan få nytte og glæde og opleve gru og rædsel ved læsning af min bog. Jeg tænker tit på hvad nuet er for en størrelse.

Lige nu er klokken 3.42 torsdag den 4. Oktober 2007. Og jeg vil tage dig med på en slalom tur igennem mit liv nu, min historie og forventninger og følelser omkring det at være 58 år, og det at leve med en diagnose som nu ”er at jeg ikke længere føler mig for syg” til at skulle forpligte mig til at skrive denne bog.

Tiden
Hvem ved hvad klokken er i New York. Jeg tror det stadig er onsdag og at klokken er en ni, ti stykker aften. Om det er am eller pm aner jeg ikke. Jeg kan ikke huske det jeg indprenter særlig godt. Jeg lever i nuet. Og hvis du gider læse en tekst hvor det er uvist hvor det fører hen så læg bogen til side. Gå en tur på strøget, fantaser dig til at du står på Ground Zero og erindrer den begivenhed.

Som du ser er mine tanker ustyrlige. Jeg ville skrive noget om tiden, så det vil jeg forsøge at fastholde. I det mindste indtil jeg bliver for træt af at skrive i dag.
Men for mig er afstanden i tid noget, der næsten ikke har nogen mening. Jeg husker min barndom, ungdom, tidlig voksenalder, 30erne,40erne og 50erne. Fremtiden ved jeg ikke noget om. Men den ligger foran os. Og du vil lære mig at kende, på godt og ondt. Jeg tillader mig at inddrage de mennesker, der betyder og har betydet noget væsentligt i mit liv. Komme med udsagn, der kan være barske. Men jeg er taknemmelig for at have mødt og lært at kende alle, der er blevet en del af mit liv. Også dem der eller er var nogle sataner.

Men tilbage til tiden. Vi er mange der har indset af tiden ikke er til at definere. Et sekund er den tid det tager for et pendul at svinge fra en yder position og tilbage til der hvor vi giver slip på pendulet. Men pendulet skal være ca. 27 cm. Måske lidt mere, husker det ikke længere, selv om jeg har været lærer i fysik fra 1979 til 1985. For ca. ti år siden havde jeg et murer lod i en snor hængende på væggen med en længde på de 27 cm. Stedet kan være ligegyldigt, eller er tid og sted så sammenknyttede størrelser, at det ikke lader sig gøre at skrive om tiden som et enestående fænomen.

Min første erindring var inde i min barndomskærestes forældres soveværelse. Her stod Millers Inger og jeg og legede et eller andet foran spejlet. Det var da jeg var 5 eller 6 år. Stedet var Vestergade 10 i Pandrup. Pandrup ligger i Vendsyssel. Og i Pandrup, som stadig eksisterer, er klokken, altså det tidspunkt, som er nu, forskubbet nogle sekunder, ja sikkert flere sekunder. Og et sekund er ifølge mit gamle leksikon, jeg købte antikvarisk for 1500 kroner da jeg i en periode havde det godt i min tid som lærer, 9 192 631 770 nærmere definerede elektronovergange i et caesium-133 atom.

Men jeg må tilbage til soveværelset hvor Millers Inger var født. Jeg snakkede om ordet NU. I det øjeblik jeg sagde NU var det næste Nu allerede på pletten, og det gamle NU er fortid. Sådan er det stadig. Det nu der er lige Nu hvor du holder bogen i hånden og læser er allerede erstattet af et nyt NU. Og sådan fortsætter det. Nuet er et punkt på en akse, en linje vi kan tegne. Og vi kalder den tidsaksen.

Kan jeg finde flere ting min hjerne bringer frem i bevidstheden når det handler om tid. Jo, mine ure. Det ur jeg har på den venstre arm er mit konfirmationsur. Det er selvoptrækkende og det var noget helt enestående dengang jeg fik det. Jeg fik af min far lov til at vælge det ur jeg allerhelst ville have af dem, som en rejsende sælger havde i sin kuffert. Jeg valgte et ur med små skinnede streger, der hvor tallene fra 1 til 12 normalt er anbragt. Uret er et Altessa schweizerur. Var et dykkerur og på bagsiden af uret er indgraveret en dykkerklokke og noget tekst, bl. a. ”5 ATM” fem atmosfæres tryk. Jeg har aldrig prøvet at dykke. Og har heller ikke ambitioner om at gøre det.

Det andet ur jeg fik var en gave fra min mor. Hun besøgte mig i Randers, da jeg underviste på Randers Enkeltfagskursus i matematik og fysik. Har jeg allerede fortalt det. Altså at jeg var lærer på Randers Enkeltfagskursus? Nej og den skole eksisterer ikke i dag. Den slags skoler hedder nu VUC. Voksen Undervisnings Center. Det ur jeg fik er et digitalt ur med mange finurligheder. Det er et Sterling ur, sådan hedder det selv om det ikke er af sterling . Men navnet signalerer at det er et godt ur. Sterling sølv er det ord der popper op. Jeg brugte det i måske 10 år. Min steddatter Nina, løb om kap med tiden da jeg boede i Mørke, på Djursland.

Jeg boede på præstevænget i en af Arbejdernes Andels Boligforening, Århus. Jeg brugte den lejlighed som springbræt for at få en centralt beliggende bolig mellem Botanisk Have og det der indtil for et år eller to siden hed Amtssygehuset.

Klokken er nu 4:46 AM, står der øverst på skærmen på min titanium PowerBook G4. Den købte jeg over nettet af en der bor i Portugal. Jeg købte den ubeset. Kun et billede af den på en online auktion, der hedder ebay.com.

Men nu får jeg lidt ondt i ryggen af at sidde her ved skærmen, så jeg må holde en pause. Hvor lang tid skal vi bruge. Vi kan jo ikke forhandle om det, for vi er ikke i samme rum. Og jeg kan ikke høre hvad du tænker lige nu. Om tiden. Læg bogen fra dig og tag en pause. Ikke en rygepause, for det er out of date. Lad os mødes her i bogen om 9 minutter. Tænk nogle gode og positive tanker mens vi rejser os og strækker benene og måske får lidt frisk luft.

Nu er jeg lidt forpustet. Jeg gik rundt om blokken der hvor jeg bor nu og ville finde ud af hvor lang tid det tager at gå rundt om boligblokken. Klokken er nu 5:07 Am og jeg gik i marchtempo 850 skridt. Fra min spejdertid kan jeg huske at når man går i friskt tempo så går man med fem kilometer på en time. Det tager altså ti minutter at gå 850 skridt. Et skridt er ca. en alen efter gammelt mål, og det er i meter 533. Fordi en alen er 0.627 meter. Så kan vi regne ud hvilken hastighed vi har gået med.: Her må jeg op at stå igen, for jeg kan ikke hitte ud af regne stykket. Det kræver logisk tænkning og evnen til at tænke abstrakt er forbi for mig nu. Som jeg har det lige nu. Det bliver spændende at se om jeg ved at skrive denne bog får min gamle evne til at tænke logisk tilbage. Hvis jeg ikke får det er det også lige godt. Jeg klarer mig med min konkrete måde at tænke på og har lagt matematikken på hylden. Jeg gider ikke at tænke. Men på en eller anden måde kan jeg jo bruge at på 60 minutter er der 3600 sekunder.

Klokken er nu 5:23
Jeg satte mig ned i den læder lænestol, som jeg har arvet i mit barndomshjem og kunne ikke slippe problemet om hvor land tid et skridt tager for mig. Og når jeg går 533 meter på 10 minutter, så kan jeg gå 6 gange 533 meter på en time. Det giver ungefæhr 3200 meter i timen og så... Nej jeg kan ikke holde sammen på den logiske tankerække. Regning var jeg god til indtil 1972 da jeg for alvor fik min første depression. Det er lang tid at leve med en sygdom. Fra 1972 til 2007. Det er 28 plus 7 år. I alt 35 år. Der skal udholdenhed til og hvis jeg dengang fik at vide at jeg først om 32 år bliver stabil i humøret og får erobret min viljestyrke, så er de 32 år et langt Nu. Ja, det er en evighed. Godt at vi ikke kender noget til hvordan fremtiden vil te sig for os.

Og jeg er jo ved at skrive om tiden. Og mine ure. Jeg har haft nogle stykker siden min konfirmation i 1949 plus 14. Det giver 1963. For jeg er født i 1949 den 9. April. Hvor længe har jeg haft uret? Fra 1963 til 2007. Det er 37 plus 7 år. De løber op til 44 år. Det er virkelig et godt og slidstærkt ur. Det går kun i stå hvis jeg ikke kan komme op af sengen på grund af indestæng vrede mod mig selv i form af depression og flugt fra virkeligheden.

Der er kun et ur som har skuffet mig. Det var et Junghans, radiostyret fra et atomur i Braunsweig i Tyskland. Det var et kvartsur, som var rigtig flot. Hver nat blev det justeret efter ceasium atomuret dernede i Braunsweig. Og hvis synkroniseringen ikke blev gennemført viste der sig en rød streg i det lille vindue hvor datoen blev vist. Det havde også en elendig måde at føre sekundviseren rundt på. Der var ingen tal på uret. Kun metalstreger for hver femte minut og sekundviseren faldt ikke nøjagtig oveni stregen, de coinciderede ikke som det hedder på landmålersprog.. Jeg fik det repareret og justeret mange gange, og til sidst blev jeg så gal på det pokkers ur, at jeg gik ind til urmageren og afleverede det til ham i hans butik i den sidegade, der går fra Rådhuspladsen og ned mod rutebilstationen. Jeg sagde til ham, at han måtte gøre hvad han ville og forlangte, at han kom hjem til min bopæl med pengene som jeg havde betalt. Det kostede dengang for nok ti år siden 4800 eller der omkring. Det var bare for skæg skyld at jeg købte det ur. Jeg syntes det var fedt at have et atomur, men når det ikke fungerede efter specifikationerne, så fordampede fornøjelsen.

Lige nu har jeg uro i højre ben, og det er næsten umuligt at sidde ved min computer, som jeg bruger som skrivemaskine. Jeg bevæger underbenet frem og tilbage, og det er ret irriterende. Ja faktisk så er det træls, for at sige det på århusiansk at have det besvær med bentøjet. Og det gør også lidt ondt i ryggen. Jeg trænger til at hvile kroppen. Jeg sov til kl. 11 cirka i morges. Jeg havde taget min medicin om aftenen og var gået i seng mellem halv ti og klokken ti i går aftes, så jeg er ikke søvnig, og det tidspunkt jeg går i seng på er når jeg er træt og søvnig. Selvdiciplin og fast struktur er ikke lige mig.. Jeg søgte min førtidspension for 15 år siden eller der omkring, og jeg har et brændende ønske: At blive økonomisk selvhjulpen engang indenfor overskuelig fremtid. Men hvad jeg skal leve af må jeg se at finde ud af. I dette øjeblik og det næste holder jeg fokus på mit projekt, der går ud på at skrive min selvbiografi. Og tidsaksen er lidt krøllet. Så jeg vil ikke sætte en tidsfrist for hvornår jeg kan fløjte afgang til pensionen. Kan jeg synkronisere mit biologiske ur efter dit ur, kære læser? Ja jeg kan tage tiden vel i akt, og lade søvnen overmande mig. Jeg har en aftale med min bedste og trofaste ven.

Jeg er lige nu også ved at holde op med at ryge. I dette øjeblik har jeg taget mit Altessa af, og det ligger sammen med Sterling uret og et ur jeg købte i Viby, et Pulsar, til venstre for min lækre PowerBook ,som jeg indridser mine runer på. Det er gået i udu . Det går stadig men jeg kan ikke stille den lille viser tilbage eller frem. Jeg fik dog stillet datoen i forbindelse med overgangen fra september og oktober måned.

Vi har jo lysets kilder til at orientere os i tid med. Månen fortæller os månederne. Solens opgang fortæller om dagens begyndelse. Og mørket når solen er gået ned fortæller på den her årstid at det er aften og hvilestunden er i vente. Ordet vente kalder også på at en lavine af associationer buldrer ned af bjerget, som vi er i gang med at bestige.. Holder du på, eller gider du ikke høre på mit causeri. Husker du på at tage en pause i ny og næ. Eller er du blevet interesseret i hvordan vi udvikler os sammen i denne proces?

Jeg har en krydder hængende i en flot kæde bag ved døren. Det er bedstefars ur, som han brugte i sit arbejde som baneformand. Jeg blev født for sent, og han døde for tidligt af kræft, til at jeg har haft mulighed for at kende ham. Han skulle bruge uret, fordi han skulle vedligeholde banelegemet på Hjørring - Hørby banen engang før anden verdenskrig. Han skulle styre jernbanebisserne under etableringen af Hjørring- Løkken banen. Hvornår det var ved jeg ikke. Men det kan uden tvivl findes ud af hvis jeg anså det for tilstrækkelig vigtigt. Han skulle kende klokken for at fjerne dressinen fra banelegemet, når et tog skulle passere. En dressine er en trehjulet cykel, beregnet til at cykle på jernbane med. Min bedstefar, Niels Nielsen, blev ifølge kirkebogen født den 12. November 1878 og døbt i Vrejlev Kirke den 9. Februar 1879. Han var en højt begavet dreng, da han altså var dreng og min moder forgudede ham og jeg har aldrig hørt et ondt om ham.

Efter at Løkkenbanen var færdig fik han jobbet som baneformand, og min Bedstemor Jensine Nikoline Katrine, født Hansen, blev stationsforstander på Lørslev station. Her havde min mor sin lyserøde barndom og ungdom,. Du kan forvente at der i denne bog vil komme en hyldest til min elskede mor, som havde en hård tid fra hun blev alene, da min fader, cykelhandler Søren Jensen, født i Tårs ikke langt fra Hjørring.

Klokken er nu 7:26 Am, og der er gået en rum tid ,siden jeg vi fik startet dette projekt med at vi føre hinanden ud i det blå og ukendte fremtidsland og fortidsrum her i dette evige nu. Jeg kigger lig på noget af det første jeg skrev i denne nat, og kan se at det er ca. 4 timer siden vi startede. Og rigtig herligt er det. Jeg håber at du nyder tidsrejsen i fulde drag Og at du vil hjælpe mig med at fortsætte arbejdet. Det vil tage sin tid. Jeg kan ikke sidde ved min Mac ret meget længere. Ryggen værker.

Det er lyst nu. Trafikken på Ringgaden er ved at fylde mit rum med susen af biler der smutter forbi mit bosted og arbejdssted. Himlen er dækket af lysegrå skyer, ser jeg nu, For få minutter siden var der klar himmel med en af sollysets morgenleg med et par skyer, der som så ofte før er lysende lyserøde på himmelhvælvingen en skøn og frydefuld dagning.

Min første maniske psykose . Neutronbomben.
Det er nu torsdag og klokken er 12:28 PM. Altså middag.
Jeg har fået sovet i min seng og begynder nu dagen efter at være udhvilet. Har lavet en spand kaffe og kan nu tage dig med på denne dag. En meget stærk oplevelse i 1978, da jeg boede hos nogle venner lidt vest for Silkeborg. Det var et bofællesskab og hvad der førte mig til at bo der kan vi senere komme ind på. Men inden jeg går i gang med at fortælle dig om min første maniske psykose vil jeg foreslå at vi tager en pause og at jeg tager mig sammen til at få et bad og noget morgenmad. Jeg har ellers lyst til straks at genfortælle den mani, som i en zenbuddistisk forståelsesramme kaldes en satori oplevelse. Jeg troede at jeg var Messias. Men vent lidt. Hav tålmodighed, og læg bogen til side mens vi plejer vor krop, med youghurt og havregryn og et brusebad og morgengymnastik.
Nu er vi sammen igen. Det er torsdag aften og kl. Er 8:41 PM. Jeg var lige ude og købe cigaretter i Viborggårdens Kolonial, der nu er kiosk og som har åbent fra 10 morgen og 10 aften. Det småregnede da jeg gik de 100 m hen til kiosken. Vi har været henne hos min helt utrolig trofaste veninde, Maria. Vi har arbejdet med ler som aftalt for nogle dage siden. Maria lavede en lille statuette af en kvinde siddende i meditationsstilling. Jeg startede på en maske. Og håret på den er i voldsom urede. Der skal arbejdes videre med den på lørdag, hvor vi ses i anden anledning.

Jeg havde, efter at have sovet til kl 12 AM, så meget energi at jeg havde brug for menneskelig kontakt, og jeg faldt efterhånden til ro efter at jeg havde indviet Maria i vores projekt. Der var så mange tanker og billeder i mit hoved, at det var umuligt at nedfælde vores rejse på print. Da vi gik ned af trappen fra Marias lejlighed fik jeg den ide at kigge op til min datter og hendes mor. Min x fortalte om de,t der optager hende for tiden. En rejse til Barcelona om en måneds tid. Min datter var ikke hjemme, jeg husker ikke nu hvad det var hun lavede. Min x skulle hen i Føtex og købe ind, og vi gik sammen ned af trappen. Både Maria og min x var i godt humør og havde en god energi da jeg forlod dem.

Kommet hjem med det virkelige nu i bevidstheden blev jeg træt . Så meget energi er der i den begivenhed, som kaldes en manisk psykose af lægerne, men som var en religiøs erfaring med unio mystica, altså forening med Gud. Jeg har sovet og er rolig i hovedet.

Jeg skruer på tidsknappen og det er juli 1978. Jeg bor hos nogle venner vest for Silkeborg, som jeg har fortalt dig i det ovenstående. Har et job som gartner, hos gartner Thomsen i Funder. Han har sit gartneri og hus med garage på vejen fra Silkeborg og vestpå mod Herning.

Jeg er på arbejde og er med Ford Transitten ude og rive og fjerne ukrudt hos en kunde. Jeg er alene og pludselig sker der noget. Jeg kan ikke huske hvad, men noget voldsomt rører på sig i mit hoved.

Jeg sætter mig ind i Transitten og kører væk fra kundens gårdsplads. Det er sidst på eftermiddagen. Det er ikke mig der styrer bilen. Den finder selv vej. Ledet af vinden eller ? . Der er helt utrolig meget energi i og omkring mig. Jeg kommer til et lyskryds og bilen holder tilbage for fodgængerne. Den gør det selv. En af pigerne fra Th. Langs Kostskole, hvor jeg har boet, levet og arbejdet sammen med pigerne, går over fodgængerovergangen. Hun ser mig ikke. Vognen kører mig videre hen til banegården i Silkeborg. Jeg sætter bilen foran banegårdens hovedindgang og går ind for at købe en billet til København.
Jeg vil besøge en meget varm og smuk veninde, Gitte Nielsen, jeg boede i lejlighed sammen med i efteråret 1973 i Flensborggade. ”Du må ikke holde der” er der en, der fortæller mig, da jeg stiger ud af førerhuset på Transitten. Jeg kigger bare på ham og går uanfægtet ind for at købe billet. Da vil betale for rejsehjemmelen, men jeg har ikke penge til at betale for rejsen med. Ærgerligt, jeg ville så gerne være sammen med Gitte og er stadig efter flere år forelsket i hende. Så kører jeg og vognen ud til Gartner Thomsens hus. Jeg sætter bilen på gårdspladsen og går ind i garagen for at køre ud til kollektivet på min Velo Solex.

Meget sker i og omkring mig. Fra radioen lyder sangen: ”du er ikke alene, der er en der følger dig”. Der kommer et forelsket par samt et par andre unge mennesker på besøg. Vi sidder omkring spisebordet og har fået aftensmad i det gamle stuehus, hvor Christian, hans kæreste Helga Christians søster og en anden pige bor. Jeg sover i stuen.

( Mit værelse i Mercedeshuset ved havnen ved Gudenåen i Silkeborg, er jeg flyttet ind i efter uoverensstemmelser i kollektivet på Lyngbyvej. Jeg kan ikke bo der alene og min eksamenslæsning i biologi til lærer har jeg opgivet. Jeg mødte Christian, som jeg har været kollega med på Kostskolen i en tre år, og han tilbyder, at jeg kan bo hos dem ude i Funder. Jeg har som sagt sagt ja til tilbudet. Jeg er ikke længere isoleret.)

Vi sidder omkring spisebordet og snakken går livligt. Pludselig stirrer en af vennerne, der er på besøg, på mit hove. ”Nu kan jeg se den, så kan du bruge den til hvad du vil” Jeg er ikke i tvivle om at det er glorien han ser. Jeg er fyldt af guddomsvælde.

Jeg tegner en skitse af en kattekilling på et stykke tegnepapir. Den er set fra oven med de fire ben strakt ud til alle fire sider af papiret. Den er ligesom korsfæstet.

Vi går til ro efter et energifyldt samvær. Jeg har ikke taget Flufenazin, som jeg er ordineret. Det er et angstdæmpende middel som bruges til skizofrene. Jeg sover ind og en drøm viser sig.

Jeg ligger i en seng og føder en kattekilling. Den forvandler sig til min storebroder som dreng, og han sætter sig op i en vindueskarm i en Buddas skikkelse. Jeg vågner.

Det er morgen meget tidligt.
Jeg sover ovenpå lige over Christians og Helgas soveværelse. Går ned ad trappen og møder Christian. Han står på den anden side af spisebordet. En enorm kraft er i mig. Jeg taler hurtigt og med en vanvittig energi. Jeg tager skitsen af den korsfæstede kat og sætter en tegnet pil i de tre hjørner, fordi det er nødvendigt hvis ikke et eller andet frygteligt skal ske. Jeg prøver at sætte en tegnet nål eller pil i det sidste hjørne. Der er højspænding bogstavelig talt i tegningen. Jeg mærker en uhyre kraft der hindrer mig i at sætte den sidste stift. Jeg er dødsens angst. Uhyggelig angst. Jeg kaster tegningen fra mig og springer ud af stuen, gennem køkkenet og ud igennem haven. Trænger gennem hækken og træbevoksningen og er opfyldt af en kolossal energi. Jeg løber ud på landevejen og styrter mod øst. Mod Silkeborg.

Jeg løber alt hvad jeg kan, kun iført undertøj og mærker Kraften fra det Høje. Så vanvittig en kraft fra himlen fører mig. Jeg spæner og råber så højt jeg kan: ”Credo, Credo”. Og atter og atter: ”Credo, Credo”. Det betyder: ”Jeg tror”.

Jeg er sikker på at der er kastet en neutronbombe og sprængt i mit værelse i Mercedeshuset. Det er alt liv, der er dræbt. Kulisserne står der endnu, men katastrofen er sket. Er det mig der skal frelse verden?

Således spænende hen af landevejen kommer jeg til en mindre asfaldtvej, og jeg ser at der er et bål på markerne og en kvinde går omkring ved bålet. Jeg vil hjem til Pandrup i Vendsyssel, hvor jeg har mit barndomshjem. Både min far og mor lever endnu.

Jeg går ind over markerne og hen til kvinden og bålet. Hun er rolig og fattet. Jeg spørger om jeg må sætte mig ved bålet og bede et Fadervor. Det må jeg. Jeg ber. Går efter en stund længere mod nord ude på den lille vej, der fører til Funder Kirkeby. Jeg er ført af vinden.

Jeg er nu kommet op til bebyggelsen i Funder Kirkeby. Der er et T-kryds. Til højre ligger bageren. Jeg går i den retning. Bagerens schæfer kommer gående hen imod mig. Jeg råber højt: ”Så dø da mens jeg går her”. Hunden lusker af. Jeg vender om og føler Solens mægtige lys. Det er Vinden og Solen, der styrer mig. Jeg går mod vest forbi kirken. Går videre og er ude af byen. Kommer til en jernbaneoverskæring.

Jeg tør ikke overskride grænsen. Vender om og går nogenlunde roligt tilbage mod Funder Kirkeby. Jeg ser store figurer danne sig på asfalten. Jeg sanser meget skarpt. Som jeg aldrig har set eller hørt før. De store tegninger i asfalten danner sig i en uendelighed. Det minder om store elefanter. De er danner sig og ændrer sig hele tiden.

Jeg prøver at gå til venstre på vejen. Asfalten føles varmere og varmere jo længere jeg går mod venstre side. Mine bare fødder brænder. Jeg går ind mod midten og videre over mod højre vejside. Her er det isnende koldt. Jeg går ind mod midten og her er der rart og lunt at gå.

Kommer hen til kirken. Går ind på kirkegården. Ser på gravstenene og betragter kirken. Er der kun kort tid. Prøver ikke at gå ind i kirken. Går ud fra kirkegården og føres stadig af Vinden og Solen. Der ligger en gård på modsatte side af bageren. Jeg hører grisene hvine og hyle. Det er min kraft der er så stor at svinene hyler. De har fået mine dæmoniske besættelser. Bonden kommer ud på gårdspladsen og går hen til mig. Jeg siger en hel masse, uden tvivle med mening i, om hvor fantastisk Livet er. Han lytter. Efter en stund går han ind igen.

En bil med en campingvogn kommer fra vest og drejer mod syd. I Solens retning. Jeg er overbevist om, at det er sigøjnere og min kære og sexede veninde Gitte fra København, der er i bilen. De flygter fra min voldsomme kraft. Det er nu den stærke og hede Sol, der viser vej.

Jeg ved at jeg er Messias.

Går hen mod Brugsen, der ligger på sydsiden af vejen øst-vest. Møder konen fra bålet igen og hun siger bestemt, at jeg skal se og få noget tøj på, ellers ringer hun til politiet. Jeg vil gå ind i
Brugsen for at telefonere. Her er der ingen telefon eller også tager jeg fejl.

Møder en kvinde som jeg er sikker på ikke har børn. Jeg siger en masse til hende, og siger at Livet er pragtfuldt, også selv om man ikke har børn. Der står en barnevogn med et lille barn i. Jeg taler og taler og hun samtykker.

Går videre og kommer til en smedje eller også er det et bilværksted. Der er nogen. Jeg spørger om jeg må låne telefonen og jeg ringer til Gunnar. Min lærer i psykologi på seminariet. Ham har vi tillid til. Alle, der har mødt ham. Christian har også ringet til Gunnar for Christian er meget bange.
Jeg snakker med Gunnar og fortæller hvor jeg er. Efter kort tid kommer de i Gunnars Volvo Amazon . Den er hvid. Christian sætter sig på bagsædet bag ved Gunnar ved rattet. Vi kører rundt i landskabet måske en times tid. Jeg mærker stærke spændinger i hovedet blive afspændt og spændt. Men en frygtelig kraft kommer fra Christian. Jeg er meget, meget bange for ham. Jeg tror i min vildelse, at han er Djævelen.

Jeg snakker meget om et udkast til en kræftteori som psykosomatisk sygdom. Jeg er skræmt fra vid og sans og mister evnen til at tale. Jeg snakker sort. Det er ordsalat, der kommer ud af min mund. De forsøger begge at få mig tilbage til virkeligheden. Det lykkes ikke. Kraften og energien i mig er for voldsom.

Vi kører hjem til Gunnar, hvor Gunnars hustru serverer kaffe og ostemadder. Jeg falder til ro og siger, at den måde vi som mennesker kan danne et netværk på, er ved at vi to og to danner et stabilt trekantsnet, således at når vi i fortrolighed har en dialog med hinanden på tomandshånd så kan vi knyttes sammen i fællesskab. Jeg er inspireret af det jeg har lært om hvordan vi laver fixpunkter, når et stykke land skal måles op. Jeg har brugt fire fem år på at læse til landinspektør, og arbejdet med datalogisk udjævning af et fixpunktsnet.

Gunnar fortæller at han kender en læge på Psykiatrisk Hospital i Silkeborg. Han spørger om han må låne mit sygesikringskort, og jeg giver ham det. Han ringer til min læge der på Gunnars ord, skriver en indlæggelses henvisning. Vi kører hen til lægen i Vestergade i Silkeborg. Han har bare efterladt henvisningen til hospitalet i døren, så Gunnar får ansvaret for mig.

Vi ankommer til hospitalets modtagelse, stiger ud af bilen og jeg tvinger Christian til at sige: ”Credo”. Det er det eneste der kan redde os. Christian siger besværgelsen eller bekendelsen. Medens vi går fra Volvoen og hen til modtagelsen.

Vi står sammen og venter på at sekretæren skal udfylde nogle skemaer på computeren. ”Er det hende der styrer teknikken eller er det teknikken der styrer hende” Jeg kender godt svaret. Det er hende, der har magt over teknikken.

Jeg kommer over på Psykiatrisk Afdeling, hvor en læge tager imod os. Jeg får en seng og Gunnar og Christian har været stærkt involveret i hele forløbet.
Fredag den 5. Oktober 2007 midnat

Ja, min kære læser. Det er en hård mundfuld at sluge. Og det er tredve år siden. Mine pårørende og alle mine venner har følt stor smerte over hvordan mit liv har formet sig i alle disse år.

Og hvad har så ført mig udi dette religiøse vanvid? Det er en lang historie. Utallige er de stivnede depressioner og manier jeg har haft. Og mine utallige indlæggelser, over 50 på Risskov, har jeg måttet ty til når ensomheden og følelsen af isolation, har gjort det hele enten kulsort eller helt ude i hampen med paranoia og hvad ved jeg.

Jeg gennemførte læreruddannelsen efter et halvt års indlæggelse i 1978 med hård depression. Medicinen man havde dengang virkede ikke. Kun en forsoning med mine venner fra Lyngbyvej-kollektivet gjorde mig fri af den langvarige depression, der fulgte efter den maniske psykose jeg havde dengang i sommeren 1978.

Det er så mange år siden, og jeg har fået enorm stor hjælp af min læge Bonne i de 5 år jeg fungerede som lærer på VUC i Randers. Jeg var dog ikke grebet af lidenskabelig begejstring over det at undervise i mellemskole matematik og fysik. Mit mål med læreruddannelsen var at være sammen med en flok børn og have et godt og frugtbart samarbejde med kolleger.

Være sammen med børn om at færdes i naturen og finde ud af hvad vore fædre har givet planter og dyr som navn. Og jeg havde som praktikant i en børnehave i Koldinggade i København set hvorledes stenbrobørn livede op og blev afspændte ude i naturen i begejstring over en sommerfugl i vejgrøften og en fortælling om Odysseus på vandreture i landskabet.

Men er der nogen, der har haft gavn af at jeg har levet et mærkeligt liv. Jeg har taget en uddannelse som kunstmaler ved at gå på mange kurser i kreative fag. Og glæden over at skabe, at være kreativ er stadig intakt. Men jeg harmes over så lidt de musiske fag fylder i skolen. Den forherligelse af intellektet vi er vidne til, gør mange til tabere. Utallige er de børn af gammel og nydanskere der ikke får noget ud af skolegangen. Fordi vi prioriterer fart og hastværk så høj. Vækst er et mantra der siges atter og atter.

Den enorme vrede og negative energi der er i en mani er ikke attraktiv for nogen. Men det nytter intet at give andre skylden. Dog alene er vi magtesløse. Vi skal hjælpe hinanden. Støtte hinanden. Alle de skizofrene mennesker jeg omgås og har haft kontakt med indenfor psykiatrien, bærer så stor smerte at det er ubeskriveligt. Og de pårørende. Hvad skal de stille op?

Ja et ring til en der er syg mentalt er uvurderlig. Og jeg er meget meget taknemmelig over al den støtte jeg har fået.
Jeg har et godt liv. Selv om hukommelsen er svækket og nærvær er vanskeligt for mig. Jeg håber gennem vores færd i denne bog at jeg kan arbejde mig fri af sygdomssymptomer i længere og længere stræk. At præstere noget dagligt er et must for mig. Jeg har netop opgivet at undervise i computer, webdesign og digitalt billedbehandling. PC´er er ikke bare af det gode. Det er særdeles ophidsende når en computer driller, sådan som det alle dage har været rigtig træls, når en håndværkers værktøj går i stykker.

Jeg har som nævnt lavet udkast til kræftteori og fik positiv respons. Jeg lave en geometrisk formulering a la Spinoza´s beskrivelse af religionen . De skønne beviser for Guds eksistens har bjergtaget mange i århundrede. Og det er uomtvisteligt at vi har et religiøst instinkt.

Om Gud er et ord, der blot dækker over nogle dybe lag i psyken, eller om den utrolig fantastiske levende natur blot er et resultat af udvælgelse, kromosomforandring i form af mutationer og konkurrence ved jeg ikke.

Kan vi undvære religion spørger jeg dig. Vi må have noget stabilt i vor hidsige tidsalder, hvor travlhed og hastværk er i højsædet. Er den teknologiske udvikling løbet løbsk, og kan vi med fortrøstning, håb og optimisme se fremtiden i møde?

Superoptimisterne som f. Eks. Tor Nørretranders ser ikke de lidelser og smerter som de mange udstødte må bære. Og vores rovdrift mod naturen er utilgivelig. At isbjørnen er truet er et skrækkeligt faktum. Der er så mange arter der hvert år går til grunde at jeg harmes over vor materielle livsførelse.

Men Kærligheden lever. Der er på trods af manges manglende livskvalitets-muligheder, så stor en livsappetit hos vældig mange, at vi bliver nødt til at tro på at der er håb for vor klode.

Tilbage til min første terapeut. Han gjorde alt hvad der er menneskeligt muligt for at jeg skulle få et godt liv. Og selv om jeg ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, så har jeg handlemuligheder. Synge, snakke med gode venner, synge i kor, gå til maling sammen med andre. Han var aldrig i tvivl om at jeg kunne blive psykosefri og at jeg kunne fastholde et arbejde.

Han lavede så engageret et arbejde ved at lytte til mig, at jeg er ham dybt taknemmelig. Og alle de plejere og læger jeg har været i kontakt med, har stået på hovedet for at hjælpe. Det er med vemod jeg må sige, at mine ungdoms drømme ikke gik i opfyldelse. Og jeg er meget ked af den smerte, jeg har påført andre. Her kommer Guds tilgivelse mig til hjælp. Uden den var jeg gået helt til grunde.

Mit svingende sind, fyldt med modsætninger er ikke noget enestående. Der er så mange der ville have gavn af at få terapeutisk hjælp. Og alternative behandlere prøver nye veje hentet fra fremmede kulturer. Der spilles på mange strenge.

Jeg er træt nu. Har lidt smerte i ryggen. Men spændingerne i hovedet, som jeg havde for et par timer siden er væk.
Jeg lytter til radioens P2, hvor der spilles dejlig klassisk musik.

Mine religiøse egotrip er en forbigangen epoke. Jeg passer min medicin og prøver så godt jeg kan at få styr på mit liv. Ved at tage ansvaret for mit liv. Andre kan kun støtte, og det er en uvurderlig støtte. At vide vi er elsket af et muligt væsen, som kaldes Gud, ved jeg ikke. Men jeg håber.

Det er dagen, 8 tirsdag den 2. december 2000

Det er dagen, 8 tirsdag den 2. december 2000, hvor alting er nyt, de seneste års bryderier om hvad meningen med livet og døden er er afsluttet. Jeg har været meget optaget af forholdet mellem livet og kristendommen og om forholdet mellem livet og buddhismen.