Ordet

Anton stod på månen og var færdig med sin månevandring for den sidste dag i november. Så sagde Ordet til ham med fasthed i stemmen at han var sendt op på månen som straf for hans evindelige skuespil. Han lod altid som om han intet forstod, og det gjorde han jævnligt i stedet for altid. Bær over med min rettelse.

Anton var helt alene på månen, og der var ingen at spille skuespil for. Kun manden i månen var der, men han var indbildning

Nede på moder jord mængede en gruppe marinesoldater sig med nogle halvsøvnige drankere på gadehjørnet. En rottefænger udførte et skuespil. Han havde anskaffet sig et overflødighedshorn af ingenting, så det.

En bette eskimo stod og kedede sig bravt i sit loftskammer i en bygning skråt overfor forsamlingen. Det var det samme gas som der altid udspillede sig, og det fik ham til at tage sig sammen til at gå ned på gaden, og der hvor han trådte ind, op flo.