Snedker Holger

Når jeg lånte en af fars knallerter og ville op i anlægget og fræse rundt på stierne, kørte jeg ud af porten og drejede til højre mod vest ud af byen. Over jernbanen, forbi mejeriet og fru Glumsøes lille hvidkalkede hus på venstre hånd kom jeg til snedker Holgers cementgrå hus, og lige derefter førte markvejen op til anlægget.

Vinduerne i Snedker Holgers hus var aldrig blevet malet. Han havde fortalt far, at det var meget billigere at sætte nye vinduer i, når de rådnede, end at male vinduerne. I stueetagen var der butiksvinduer, der så ud som om de aldrig var blevet malet, der så ud som om de aldrig blev vasket, og inde i butikken stod honningslyngen og hvad der ellers hørte til det at avle bier. Til butik var den sikkert aldrig blevet brugt.

På 1. Sal boede Snedker Holger og hans kone, og skulle far et ærinde hos ham, gik vi de ca. 100 meter derhen og gik ind ad en dør på bagsiden af huset. Først måtte vi igennem en masse ting, der stod hulter til bulter mellem hinanden, men en trappe, der efterhånden var blevet til en vakkelvorn stige, førte op til stuen, hvor Holger havde sit kontor.

Jeg var lidt ræd for at klatre op af trappen, gelænderet var temmelig ustabilt, og nedenfor til højre gik et par svin, og jeg var ræd for at skvatte ned til dem.

Der lå et hav af papirer på bordet og Snedker Holder var en fast rund mand med et rundt hoved. Så gik snakken. Fru Pedersen var som regel ude i køkkenet. Når far og ham havde snakket et stykke tid, balancerede vi nedad trappen og ud i gården. Til højre for os lå værkstedet. Der var vist et eller andet, der stadig blev brugt, og så vidt jeg husker, så kom vi der engang imellem for at få en akkumulator ladet op.

Snedkerværkstedet var fyldt med maskiner. Der var et snedigt system af bånd, der kunne få en elmotor til at trække høvle, save og hvad der ellers var af maskiner i værkstedet. Nogle af båndene var spændt ud under gulvbrædderne, hvoraf der var nogle tilbage, som vi kunne gå på, men hele tide opmærksom for ikke at få en fod ned mellem brædderne.

Jeg har aldrig set eller hørt ham bruge værkstedet til snedkerarbejde. Men at det havde været brugt, vidste jeg, for lærer Lundgaards hus var bygget af Snedker Holger

Vores nabo, Snedker Kaj, sagde, at hvis han havde villet det, så var der ikke blevet noget til os andre at lave.

Holger Pedersen havde også brandbilen, der skulle ud, når der var ildebrand. Det tog sin tid at få brandbilen ud, for der stod olietønder osv. foran brandbilen, og de skulle først flyttes væk. Og så skulle brandbilen jo startes. Det hastede ikke, for Snedker Holger vidste, at den gård eller hus, der brændte ikke var bedre værd end at brænde ned, så han ville ikke ødelægge muligheden for ejeren kunne få bygget noget nyt op fra grunden af.

Når Tue Holger, som han også kaldtes, havde fået brandbilen i gang og kørte af sted med den klagende lyd af tudehornet, kørte vi drenge af sted på cykel, og vi kom som regel først ud til branden i Rendbæk, Lundbæk eller hvor det nu var at det brændte.

Ude i haven stod der en brugt ambulance. Den havde han planer om at bygge om til en ligbil, og andre gamle brandbiler var der også i haven foruden mange ting, der ville kunne bruges til noget engang..

På et tidspunkt skulle der vælges ny brandinspektør i Pandrup, og her var byen delt i to lejre. Kandidaterne var arkitekt Bent Sørensen og Holger Pedersen. Jeg husker at fars gode ven, Ejnar Andersen, kom ind i fars butik for at sikre sig, at far mødte op for at stemme på Holger. Han skulle jo have noget at leve af. Jeg fulgte med far til afstemningen og så at mange af de andre "små" var mødt op for at støtte Holger Pedersen.

Der var vist nok kun én fra Byen, der var mødt op for at stemme på arkitekten.

Når nogen herefter skulle have et byggeri synet, var det svært at få det godkendt, for tingene skulle være fuldstændig i orden.